Om at leve et liv med kroniske smerter

Om at leve et liv med kroniske smerter

Jeg har siden 2009 haft tiltagende smerter i lænderyggen. Efter utallige besøg hos lægen der i flæng “bare” udskrev smertestillende medicin uden at forholde sig til mere, bankede jeg hårdt i bordet.

Dette hjalp mig til at komme i røntgen og herefter en scanning. Det var tydeligt på billederne, at mine mange smerter samt udstrålinger i benene, skyldtes en diskusprolaps en af de nederste lændehvirvler.

Endelig vidste jeg hvad det var som gjorde så ondt, at jeg nogle dage slet ikke kunne komme ud af sengen. Jeg får efterfølgende nogle andre smertestillende præparater sammen med en masse konservativ behandling i samarbejde med gigt afdelingen på sygehuset. Efter et halvt år uden ændringer i mine smerter vurderede lægen på reumatologisk afdeling at de ikke så anden udvej end at henvise mig til kirurgisk afdeling.

Efter en samtale med operations lægen skulle jeg nu gå hjem og vente på indkaldelse. Mine største bekymringer til denne operation var om nerverne til benene ville blive påvirket.

Heldigvis skete det ikke og jeg går stadig “normalt”. Dog har operationen ikke haft nogen effekt på mine smerter.

Man kunne ikke udføre den oprindelige tænkte operation da jeg har gået med prolapsen så længe at den var blevet hård og forstenet.

Derfor har jeg gået i et langt forløb på smerteklinik for “at lære at leve med mine kroniske smerter”. Det bedste jeg har fået ud af det forløb er, at jeg ved at det er okay at presse mig selv til at tage med til f.eks. fødselsdags fester, legeland mm. for det er med til at give mig livskvalitet. Det kan godt være jeg så de næste dage har flere smerter end  “normalt”, men jeg ved hvorfor. Smerterne er kommet for at blive.

 

Det sværeste ved det at have smerter er at andre ikke kan se jeg har ondt. Det har altid været vigtigt for mig at jeg ikke ville belemre andre med hvor ondt jeg faktisk har – hver dag. Det er bare ikke altid gavnligt, og det går specielt ud over min kæreste og værst af alt til tider også mine børn. Havde jeg nu f.eks. haft armen eller benet pakket nd i gips var det noget at kunne forholde sig til. Mine smerter er bare usynlige.

Jeg kommer aldrig nogensinde til at acceptere at jeg skal leve med de smerter. Men jeg lærer med tiden at leve med dem.

 

Rigtig god weekend.

/Kh Natasha

Følelsen da vi fik at vide vi skulle have en pige

Dette indlæg er der sikkert mange som vil mene er noget pjat. Jeg er i hvert fald forberedt😊

Vi besluttede sidste år før sommerferien at vi nok skulle til at starte projekt barn nr. 2. Fra beslutningen var taget til at jeg testede to streger gik MEGET hurtigt 😉

Mine tanker om få lov til at få en af hver turde jeg nærmest ikke tænke. For det ville jo være det vildeste.

Som barn/teenager har jeg altid ønsket mig en storebror. Han havde jo med garanti også lækre kammerater 😀 –

På det tidspunkt havde vi lige taget første spadestik til ny tilbygning til nu stue. Det var derfor var ikke irrelevant om der gemte sig en eller to små guldklumper i min mave. Derfor bestilte vi tid til en tidlig scanning således vi ville kunne nå at ændre i tegningerne hvis der var mere end en.

Vi kunne ånde lettet op, der lå kun en og vi kunne fortsætte vores byggeri.

Min tolmodighed er ikke eksisterende så jeg bestilte da også en kønsscanning i uge 14. Det er nu ret praktisk så man ved hvilke farver man kan købe.

Vi havde min mor med til scanningen og lad mig bare sige, “hvis ikke jeg havde graviditetskvalme så fik jeg det da den morgen inden vi skulle afsted.

Jeg vil være helt ærlig.

Hvis ikke der lå en pige derinde ville jeg blive skuffet lige i det øjeblik jeg fik det at vide. Men selvfølgelig ville jeg elske barnet ubetinget alligevel.

Nå, men tilbage til scanning.

Hun var virkelig sød og brugte lang tid på at forklare hvordan og hvor ledes det ville forløbe under den her scanning. Hun spurgte ind til om der var et ønsket køn, hvortil jeg svarede at jeg brændende ønskede mig en lillesøster til Elliot.

Så gik vi igang og PUHA jeg syntes det tog lang tid. Og flere gange syntes jeg st der var noget der kunne ligne en “tap”.

Hun trak pinen så længe hun overhovedet kunne.

“Nå, Natasha…. Stort tillykke I skal have en lille pige”.

Mit hjerte stoppede et sekund og så begyndte det at galopere, og mine tårer kunne ikke holdes tilbage  hvilken lykkefølelse

Jeg tror ikke jeg har haft den følelse i kroppen siden den dag jeg fødte Elliot. Det var så vildt og surrealistisk for mig at jeg fik mit ønske om en af hver opfyldt.

Jeg er stadig taknemmelig hver evig eneste dag over at kunne få den ære at opfostre både en dreng og en pige.

Velkommen til mit tankeunivers

Velkommen til mit tankeunivers

Så blev der endelig tid til at få kigget lidt på bloggen.

Jeg hedder Natasha, er kæreste med Mads på 14. år. Sammen har vi Elliot fra august 13 og Elvira fra april 17.

Jeg brænder for at komme rigtigt i gang, da dette med at blive blogger har tiltalt mig længe. Det har krævet en del mod at turde tage springet, så jeg håber I vil tage godt imod.

Må I alle have en fantastisk aften.

 

/Natasha

P.s Jeg har ikke de store it færdigheder så I må bære over med mig her i starten. Lover jeg nok skal forbedre mig 😀